RABATTER VED SKIVELØBET 2021


SKIVELØBET 2021.

”DANMARKS SMUKKESTE MOTIONSLØB”

NYHED!!

I 2020 var vi, i lighed med mange andre arrangører af større motionsarrangementer, nødt til at aflyse Skiveløbet p.gr.a. Corona.

Om alt går vel så er alle restriktioner stort set ophævet pr. 1. september – og ophævet i en sådan grad, at Skiveløbet kan gennemføres.

Skiveløbet 2021 er altså en realitet, og det er i weekenden den 11. og 12. september – og vi glæder os.

Næsten halvandet år med Corona har i den grad påvirket os alle, og har i den grad påvirket mange brancher – også branchen for ”motions events”.

Hvordan ser tiden ”efter Corona” ud? Hvordan har vore vaner og adfærd ændret sig?

Det kan kun tiden vise.

Vi håber, at alle til september er trygge ved hverdagen, og trygge ved at omgås hinanden, og komme tæt på hinanden. Og vi tror, at der hos os alle er et stort behov for igen at kunne være sammen - være aktive sammen og kunne opleve sammen.

Derfor tror og håber vi også på, at opbakningen til Skiveløbet stadig er intakt – fra enkeltpersoner, firmaer, forretninger, skoler, kommunen m.fl.

Og det vil være fint, at give den en ekstra skalle i år – og få Corona løbet bagud af dansen 😊

Kigger vi ud over det ganske land, så ligger Skiveløbet ikke i den dyre ende mht. deltagergebyr. Vi tror, at det kun er i meget begrænset omfang, at prisen er afgørende for ens deltagelse i Skiveløbet.

Skiveløbsweekenden arrangeres af Skive Cykle Klub og af Skiveløbsudvalget, som er et udvalg under ”Støtteforeningen for Skive Atletik- og Motionsklub”. Hele arrangementet giver et økonomisk overskud, som ubeskåret går til at støtte arbejdet i de to klubber. Arrangementet er kun muligt, og et overskud er kun muligt, fordi rigtig mange frivillige og ulønnede hjælpere bruger hundreder af timer på planlægning og afvikling. Og gør det med glæde, fordi det tjener gode formål, er interessant, hyggeligt og sjovt.

Selv om vi ikke mener, at deltagergebyret spiller en afgørende rolle for ens deltagelse, så har vi alligevel i år valgt at give en ”Vi-skal-i-gang-igen-efter-Corona’en” rabat.

Vi slår 25% af prisen på alle deltagergebyrer.

Vi håber, at denne rabat kan være eet af de mange små skub, der skal til, for at vi alle kommer i gang igen, og får skubbet Corona’en et vist sted hen.

Og så må vi leve med, at overskuddet i år sikkert forsvinder 😊

Rabatten er fratrukket de priser, der fremgår af hjemmesiden, brochurer mm. Der er åbnet for tilmelding på hjemmesiden – skivelobet.dk

Som nævnt afvikles motionsweekenden den 11. og 12. september, og ruterne er de samme som tidligere, både i cykling og løb.

Skive Triathlon udgår desværre i år, men vi regner med, at det er med igen fra 2022.

Corona har trods alt også bragt positive ting med sig. Aldrig har vi gået så meget, og brugt naturen så meget.

I år indfører vi derfor muligheden for, at du kan tilmelde dig en ”Walk” på 5 km.

Starten på Walk’en er kl. 10,45 søndag.

Det er samme rute som 5 km. løberuten.

Tilmeldingen er åben og de 25% er trukket fra.

Med venlig hilsen

Skiveløbsudvalget & Skive Cykle Klub.